---
title: 'Stor aftale: Se ALLE kampe fra EFL Championship på Viaplay'
url: 'https://press.viaplaygroup.dk/post/stor-aftale-se-alle-kampe-fra-efl-championship-pa-viaplay'
author: 'Viaplay Group Danmark'
published: '2026-02-20T08:42:12+00:00'
updated: '2026-02-20T10:04:39+00:00'
description: 'Viaplay styrker sin position som engelsk fodbolds ubestridte hjemmebane. Fra den kommende weekend kan danskerne følge Mathias Kvistgaarden, Jannik Vestergaard og alle de øvrige danske profiler i EFL Championship live på Viaplay, når samtlige 552 kampe om året streames direkte.'
image: 'https://frontend-assets.clipsource.com/5901e61c6a240/mtg-590c33877057b/2026/02/19/6996d6a5121f6_thumbnail.webp'
category: 'Viaplay Group'
language: da
---

# Stor aftale: Se ALLE kampe fra EFL Championship på Viaplay

![](https://frontend-assets.clipsource.com/5901e61c6a240/mtg-590c33877057b/2026/02/19/6996d6a5121f6_thumbnail.webp)

**Viaplay styrker sin position som engelsk fodbolds ubestridte hjemmebane. Fra den kommende weekend kan danskerne følge Mathias Kvistgaarden, Jannik Vestergaard og alle de øvrige danske profiler i EFL Championship live på Viaplay, når samtlige 552 kampe om året streames direkte.**

Nu er det muligt for de danske fodboldfans at komme endnu tættere på **Mathias Kvistgaarden, Jannik Vestergaard, Anis Ben Slimane, Victor Kristiansen, Elias Jelert, Victor Torp og mange flere**, når de går på banen i en af Europas mest intense og traditionsrige ligaer.

Med en ny langsigtet rettighedsaftale kan Viaplay nu tilbyde sine sportskunder mere end 550 kampe live i hver sæson fra Europas fjerdemest sete fodboldliga, EFL Championship.

*“Passionen og dramaet i engelsk fodbold er ganske enkelt uden sidestykke. De traditionsrige klubber, intensiteten i hver eneste kamp og de uforudsigelige historier fænger fans verden over – og naturligvis også her i Norden. Ved at sikre os alle rettighederne til at vise EFL Championship kan vi fortsætte med at levere enestående værdi og underholdning i verdensklasse,”* siger Peter Nørrelund, Viaplay EVP &amp; Chief Sports &amp; Business Development Officer.

EFL Championship er hjemmebane for en række klubber med markante danske profiler og stærk historik blandt danske fans – herunder **Leicester City, Southampton, Middlesbrough, Coventry City, Ipswich Town, Blackburn, Hull City, Queens Park Rangers, Stoke City og Millwall**.

*“EFL er stolt placeret i kernen af engelsk fodbold og leverer uovertruffet drama, autenticitet og passion på tværs af alle vores turneringer. Med støtte fra vores partnere har vi i de senere år formået markant at udvide ligaens globale rækkevidde og fanbase, og vi ser frem til at arbejde endnu tættere sammen med holdet hos Viaplay for at give fans i Norden mulighed for at følge hvert eneste dramatiske øjeblik,”* siger Ben Wright, EFL Chief Commercial Officer

Med den nye aftale udvider Viaplay sin i forvejen omfattende dækning af engelsk fodbold og lægger endnu en rettighed til et i forvejen omfattende katalog af international sport i topklasse.

*”Med **Premier League, FA Cup, Carabao Cup og nu samtlige Championship‑kampe** solidt forankret på vores platform i mange år fremover er Viaplay uden tvivl hjemmet for engelsk fodbold i Norden,”* siger Peter Nørrelund.

Kampene fra EFL Championship vil blive kommenteret på engelsk men med udvalgte kampe kommenteret på dansk.
