Da Norge måtte stjæle sit eget guld – Viaplay laver norsk storfilm fra Anden Verdenskrig
Viaplays første norske spillefilm ’Guldtransporten’ fortæller den utrolige historie om nordmændene, der skulle stjæle landets guld, inden nazisterne fik fat i det. Jon Øigarden, Sven Nordin og Axel Bøyum spiller med i den historiske Viaplay-film, der får premiere i slutningen af 2022.
Den 9. april 1940 besatte tyske soldater Norge. De havde tre mål i hovedstaden: Kongen, regeringen og de norske guldreserver.
Viaplays originalproduktion ’Guldtransporten’ er en film om en usædvanlig gruppe modstandshelte, der i al hemmelighed reddede de norske guldreserver med tyske soldater og bombefly i hælene.
Jon Øigarden (Exit) spiller folketingssekretæren Fredrik Haslund, som blev udnævnt til at lede den farlige ekspedition. I løbet af et par kaotiske timer på besættelsesdagen sammensatte han en tilfældig flok mennesker uden militær uddannelse: Søster Nini, bankbetjenten, lastbilchauffører og tidens måske største norske berømthed – digteren Nordahl Grieg. Alle skulle de snart ud på en risikabel rejse, der blev helt afgørende for Norge som nation.
De følgende to måneder var 50 tons guld på en landsdækkende tur. Fra Oslo via Hamar til Lillehammer, videre til Dombås og Åndalsnes, og derfra til Molde og videre til Tromsø, inden guldet kunne sejle sikkert ud med de allierede som vagter.
- Jeg kunne lide rollen med det samme. Her har du en mand, der på ingen måde er en traditionel krigshelt. Han er ikke den sejeste i klassen, han er en almindelig partisekretær, der påtager sig en enorm opgave: At redde det norske guld fra verdens største militærmagt. ’Guldtransporten’ har en meget interessant balance mellem vægt og lethed, og den holder spændingen hele vejen, siger Jon Øigarden.
Viaplays nye hovedperson lover en ”popcorn-værdig” krigsfilm.
- Mange krigsfilm bliver meget alvorlige og skildrer frygtelige menneskelige tragedier. ’Guldtransporten’ skiller sig ud i genren som en sjov og underholdende film med et glimt i øjet. Seerne skal kunne kaste sig ned med popcorn i skødet og blive underholdt fra første sekund, siger Øigarden.
Udover Øigarden er Sven Nordin (Wisting) og Axel Bøyum (Slet mig) også blevet bekræftet til storfilmen, som er instrueret af ’Børning’-instruktør Hallvard Bræin.
- Det er en norsk film, vi aldrig har set før. Historiske film har ofte en global appel, og jeg er overbevist om, at ’Guldtransporten’ også vil finde et stort publikum uden for Norge. NENT Group vil aldrig stoppe med at lede efter de bedste historier og de bedste historiefortællere, og det her ambitiøse projekt er perfekt som vores første norske spillefilm. Det er bare at glæde sig – det her bliver guld, siger EVP og Chief Content Officer hos NENT Group, Filippa Wallestam.
’Guldtransporten’ er lavet af produktionsselskabet 74 Entertainment af producenterne Jørgen Storm Rosenberg og Kjetil Omberg. Executive producer for NENT Group er Tanya Nanette Badendyck.
Optagelserne til ’Guldtransporten’ starter i begyndelse af næste år. Forventet premiere på Viaplay er i slutningen af 2022.
Nordic Entertainment Group AB (publ) (NENT Group)'s Viaplay streamingtjeneste er tilgængelig i Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Estland, Letland, Lithauen og Polen. Viaplay lanceres i USA i 2021 og Holland og Storbritannien i 2022, efterfulgt af Canada, Tyskland, Østrig og Schweiz inden udgangen af 2023. NENT Group driver streamingtjenester, TV-kanaler, radiostationer og produktionsselskaber og har til formål at fortælle historier, røre liv og udvide verdener. NENT Group har hovedkontor i Stockholm, men et globalt perspektiv og er noteret på Nasdaq Stockholm (`NENT B').