Officielt: Nu begynder Formel 1-sæsonen 2020
Nu kan de fartglade danskere endelig begynde at glæde sig. Formel 1 har i dag annonceret, at Formel 1-sæsonen indledes i Østrig i begyndelsen af juli. Alt Formel 1 kan ses eksklusivt på Viaplay og TV3-kanalerne.
De danske Formel 1-fans har ventet i spænding på, hvornår det ville være forsvarligt at åbne Formel 1-sæsonen 2020, siden corona-pandemien satte en stopper for Australiens Grand Prix. Og i dag var der gode nyheder til alle motorsport-fans verden over: Formel 1 har netop meddelt, at 2020-sæsonen begynder i Østrig i weekenden den 3. til 5. juli.
Den første weekend i juli bliver dermed åbningen til en sommer spækket med action fra motorsportens absolut fineste klasse. Formel 1 meddeler, at de forventer at kunne afvikle mellem 15 og 18 løb i 2020-sæsonen som forventes afsluttet i december.
”Motorsporten har aldrig oplevet noget lignende. Over tre måneders nedlukning er nu endelig slut, og jeg ved, at alle i motorsportsverdenen glæder sig som små børn til, at der igen skal køres F1-ræs rundt om i Europa. Normaliteten vender tilbage, og jeg glæder mig helt vildt”, siger den ni-dobbelte Le Mans-vinder og ekspert i Formel 1 på TV3 Sport Tom Kristensen.
Også hos F1-ekspertkollegaen, den tidligere både Formel 1-kører Nicholas Kiesa, er der begejstring for, at motorsportens fineste klasse snart er tilbage:
”Det har været en forfærdelig langsommelig tid. Men lige så skrækkeligt det har været, ligeså fantastisk bliver det med masser af motorsport, som nu endda strækker sig endnu længere ind i de mørke vinterdage. Det kan blive giftigt, når de tyve F1-kørere med masser af indebrændt kampgejst, kørelyst og måske lidt for meget vovemod, endelig kommer ud på asfalten igen den 3. juli. Jeg glæder mig!
Der er foreløbigt sat otte løb i kalenderen for 2020-sæsonen, mens de resterende løb lægges i kalenderen i løbet af de kommende uger som følge af coronavirus og krav til sikkerheden forbundet hermed.
Af hensyn til netop sikkerheden meddeler Formel 1, at de første løb afvikles uden tilskuere. Man håber dog på, at det senere på sæsonen bliver muligt at åbne for, at publikum kan få adgang.
- Formel 1 er motorsportens kronjuvel, og det er fantastisk, at sæsonen endelig går i gang. Vi glæder os til at give alle motorglade danskere en topklasse dækning på Viaplay og TV3-kanalerne af den mest intense indledning af en Formel 1-sæson nogensinde med seks ræs fordelt på blot syv uger, siger Kim Mikkelsen, NENT Group Head of Sports.
Alt Formel 1 vises eksklusivt på Viaplay og TV3-kanalerne.
Herunder kan du se, hvordan den foreløbige Formel 1-kalender for 2020 ser ud:
3.-5. juli: Østrigs Grand Prix (Red Bull Ring, Spielberg, Østrig)
10.-12. juli: Steiermarks Grand Prix (Red Bull Ring, Spielberg, Østrig)
17.- 19: juli: Ungarns Grand Prix (Hungaroring, Ungarn)
31.juli - 2. august: Storbritanniens Grand Prix (Silverstone, England)
7.-9. august: Formel 1´s 70 års jubilæums Grand Prix (Silverstone, England)
14.-16. august: Spaniens Grand Prix (Circiut de Barcelona-Catalunya, Spanien)
28.-30 august: Belgiens Grand Prix (Spa-Francorchamps, Belgien)
4.-6. september: Italiens Grand Prix (Autodromo Nazionale Monza, Italien)