Til maj begynder eventyret: Seks kendte danskere drager til Nepal i jagten på deres livs rejse i The Journey – 15 dage i Nepal
Kom med på en storslået rejse sammen med tv-vært og iværksætter Christiane Schaumburg-Müller Åxman, journalist Anders Lund Madsen, tidligere fodboldspiller Stig Tøfting samt skuespillerne Josephine Højbjerg, Søs Egelind og Dulfi Al-Jabouri tværs gennem Nepal, når The Journey – 15 dage i Nepal får premiere på Viaplay den 8. maj.
Den 8. maj begynder eventyret, når Viaplay blænder op for The Journey – 15 dage i Nepal, hvor de seks kendte danskere Christiane Schaumburg-Müller Åxman, Anders Lund Madsen, Søs Egelind, Stig Tøfting, Josephine Højbjerg og Dulfi Al-Jabouri bevæger sig ud på en nepalesisk pilgrimsfærd.
De har alle takket ja til at drage ud på deres livs rejse, der tager dem gennem den dampende, subtropiske jungle i syd, gennem larmende storbyer, forbi templerne i det bølgende, frodige højland og helt op til de sneklædte tinder på verdens tag, Himalaya.
Turen byder på alt fra vilde dyr, voldsomt terræn og masser af strabadser. Men for de danske pilgrimme bliver oplevelsen i lige så høj grad en livsbekræftende såvel som en udfordrende rejse.
For de seks nye venner er alle draget til Nepal med hver deres individuelle formål, og undervejs på turen bliver der masser af tid til at reflektere, opnå ny selvindsigt og knytte særlige bånd, efterhånden som ekspeditionen skrider frem.
The Journey – 15 dage i Nepal er det største eventyr med nogle af Danmarks mest interessante personligheder, hvor intet er givet på forhånd. Det eneste, der ligger fast er selve ruten, og resten er op til tilfældighederne.
The Journey – 15 dage i Nepal får premiere på Viaplay den 8. maj, hvor de to første ud af i alt otte afsnit offentliggøres.
Se den officielle trailer herunder.