Viaplay ansætter sportschef på Island
Hjörvar Hafliðason er ny mand i spidsen for Viaplays sportsredaktion på Island, hvor han får ansvaret for at sikre, at Viaplay leverer sportsdækning fra øverste hylde
Lige siden Viaplay gik i luften på Island i 2020 er porteføljen af sportsrettigheder vokset i hastigt tempo. Senest med tilføjelsen af UEFA Champions League, Europa League, Conference League (2021/22-2023/24) samt UEFA landsholdsfodbold fra 2022-2028.
For at sikre, at de islandske seere får kvalitetsdækning af disse rettigheder, samt kvalitetsdækning af de andre af Viaplays sportsrettigheder fra øverste hylde som bl.a. UFC, Bundeliga og Formel 1, er Hjörvar Hafliðason blevet ansat som sportschef.
Hjörvar har mange års erfaring i at lede en sportsorganisation fra sin tid som sportschef hos 365 Media, og han er derudover kendt for at have været med til at udvikle mange innovative programformater. Senest har han opbygget sin fodboldpodcast, Dr. Football, som er den mest lyttede sportspodcast på Island.
“Det forpligter, når vi går ud og sikrer os store sportsrettigheder. Som det har været tilfældet i flere årtier i resten af Norden, er det nu også vores klare ambition at levere troværdig, underholdende og nyskabende sportsdækning på Island. Hjörvar passer perfekt ind i den ambition, og jeg glæder mig meget over, at han skal stå i spidsen for Viaplay Sport på Island de kommende år”, siger SVP & Head of Sport, Kim Mikkelsen.
Hjörvar Hafliðason, der kommer fra et job som ekspert hos Stöð 2 Sport, hvor han har dækket Champions League og den bedste islandske fodboldliga, glæder sig meget til sin nye rolle hos Viaplay:
”Lige siden Viaplay blev lanceret på Island, har jeg været imponeret over servicen. Med de seneste indkøb af de helt store fodboldrettigheder, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at Viaplay bliver den førende sportsservice de kommende år. Det var derfor også en meget nem beslutning for mig at sige ja til rollen som sportschef. Jeg elsker de høje ambitioner, og jeg er sikker på, at jeg kan være med til at indfri dem i de kommende år”.